Cookie- og privatlivspolitik11.05.11
ingen hjælp til deltids-deprimerede studerende
Det var mere eller mindre hvad der blev sagt til mig af min læge.
Jeg er studerende på en videregående uddannelse. Jeg er igang med 2.semester på min kandidat og har de sidste par måneder ikke haft det så godt. Jeg kontaktede i sidste uge studenterrådgivningen, som ikke kunne tilbyde mig nogen hjælp før d. 16 juni. Jeg kunne få rådgivning over telefonen, men personligt møde var ikke muligt før om cirka halvanden måned. Jeg tog ud på uni og opsøgte studievejlederen. Jeg var knap nok nået inden for døren før tårene trillede ned af kinderne. Samtalen endte med, at omhandle mit speciale og hvad jeg kan gøre for at forberede mig. Studievejlederen manglede værktøjerne til, at hjælpe mig med hvorfor jeg var/er ked af det. Han henviste til studenterrådgivningen, hvor jeg måtte svare at de ikke havde tid foreløbig. Han henviste mig herefter til min egen læge. Vil gerne tilføje, at samtalen omkring specialet trods alt, gjorde mig lidt mere rolig den dag og egentlig også, har lagt en dæmper på hvad der rumstere i hovedet under emnet “fremtid”.
Jeg kontaktede mig egen læge, som gav mig en tid et par dage efter. Ud af samtalen med lægen, blev det konkluderet, at jeg måske har en let depression, men at det var svært at vudere efter så kort en samtale. Nu var det ikke mig, der ‘kun’ havde afsat 15min til denne konsultations samtale. Men da jeg ikke viste tegn på “fuldtids” depression, kunne lægen ikke give mig henvisning til psykolog og dette ville i så fald blive for egen regning. Jeg kunne dog også komme igen om 14 dage og så kunne vi tage en ny samtale. Lægen ville jo gerne vide om jeg fik det bedre eller værre.
- Det blev også nævnt, at motion jo har en positiv påvirkning på humøret, et faktum jeg er udemærket klar over, men udover at cykle cirka 6km til og fra universitetet, så kan jeg ikke overskue at skulle sætte tid til andet, end at komme igennem mit studie. Det er et bogligt tungt studie, hvor det ikke bare handler om at tæske igennem en masse artikler men også forstå dem, da teorien skal kunne anvendes til eksamen (ikke bare gengives).
Det var ikke nemt, at tage kontakt til hverken studenterrådgivningen, studievejlederen eller lægen, men eftersom jeg åbenbart kan finde ud af at søge hjælp, så er jeg ikke dårlig nok til at modtage nogen form for gratis behandling, i hvert fald ikke her og nu. Behandling kan jeg dog godt få, hvis jeg har penge nok.
Det der ligger usagt i denne kontekst er bl.a. at studerende som har det dårligt, ofte bliver spurgt om hvor vidt de kan overskue studiet og i mange tilfælde bliver det foreslået, at de tager ‘orlov’. Dette vil typisk vare et semester, hvor efter man så starter hvor man slap, i mit tilfælde, havde jeg skulle på orlov nu (1.mdr. før 2.semester er overstået), ville jeg efter orlov skulle starter på 2.semester igen. Orlov bliver ofte foreslået med grundlag som “så har man lidt tid til ‘at finde sig selv”, men jeg kan ikke se hvordan man skulle få det bedre at, at blive efterladt til sig selv (medmindre man får henvisning til eller har penge nok til psykolog) og på en måde miste 80% af ens dagligdag og muligvis identitet som værende studerende.
URBAN said,
maj 15, 2011 at 11:26
Hej Camomilla
Jeg har valgt dit indlæg til tirsdagens udgave af Urban, da jeg synes det er et relevant emne at få sat fokus på.
Tak for dit indlæg og god bedring.
Venligst
Kenni, Urban.
kabolaa said,
maj 17, 2011 at 13:25
Hej Camomilla
at der i dagens Danmark er noget helt galt med den hjælp der er tilgængelig til mennesker med letter psykiske problemer er et kendt problem. desværre mulighederne begrenset men da jeg tilfældigt læste dit indlæg i morges kom jeg til at tænke tilbage på min egen studie start der blev vi blandt andet præsenteret for studiepræsterne. disse fortalte os at uanset religion så stod de til rådighed hvis vi havde brug for at snakke uanset om det var om religion, studier, kærsten eller rumskibe, det kunne være du skulle prøve at smutte forbi dem en tur ( jeg er rimeligt sikker på at de er på alle universiteter i dk) om ikke andet er jeg sikker på at de har mere erfaring i at snakke med mennesker en læger har. jeg håber du finder ud af det hele
venlig hilsen
Kasper
studenterrdgivningen said,
maj 17, 2011 at 13:32
Der er hjælp at hente for studerende.
Hej Camomilla og andre
Studenterrådgivningen har snart eksisteret i 50 år og har i årenes løb hjulpet tusindvis af studerende. Vi hjælper med både sociale og personlige problemer, som hæmmer studieaktiviteten eller ligefrem får den studerende til at overveje at ophøre på studiet.
Ja, i perioder er der længere ventetid til en personlig samtale, end vi bryder os om, og vi har i alle årene kæmpet for ressourcer, så vi kan være til rådighed, når den studerende har brug for det. Selv om vores ventetid kan føles som lang tid, hvis man har akut brug for hjælp, er vi ét af de steder, der hurtigst kan stille op.
Vi håber du finder en løsning, og du er meget velkommen til at kontakte os igen.
Mange hilsner
Susanne Springborg,
Studenterrådgivningen
snothvalp said,
maj 17, 2011 at 14:12
Hej Camomilla.
Anywho…
Jeg begyndte at snakke højt med mig selv, mens jeg læste dit indlæg. “Det var præcis det der skete for mig” tror jeg nok jeg sagde
Jeg har prøvet at stå i næsten nøjagtig samme situation som dig. Min læge sagde, ligesom din, at det måtte blive for egen regning med psykolog, men at han alternativt kunne sende mig til psykiater (af en eller anden besynderlig årsag valgte han også en helt bestemt psykiater som lå knap 20 KM fra min bopæl, og krævede en rejse i tog, som jeg slet ikke havde råd til).
Hvorom alting er…Jeg fortalte min læge, at jeg på ingen måde var interesseret i psykiatri hjælp, piller eller den slags, og det undrer mig da også idag, at han henviste til psykiater, når han selv mente at jeg “kun” led af en mild form for depression. Hvad kunne man så?
Orlov..
Som du selv nævner, bliver det tilbudt som et hjælpemiddel.
Det er det ikke. Om noget, kommer man endnu dybere ned i et hul. Det afhænger selvfølgelig også af om man har nogle støtter i sit liv, eller ej. Hvis du, som jeg gjorde i mangel på bedre, tager orlov fra dit studie, skal du være opmærksom på, at du i orlovs perioden, kan modtage kontanthjælp, som kompensation for din SU, som du ellers ville modtage på normal vis i syge perioden. Dette blev jeg ikke gjort opmærksom på, og sidder nu med en vis frygt om at det en dag vil betyde at jeg ikke kan færdiggøre min nuværende uddannelse/ELLER må sætte mig selv i bundløs gæld, så bare liiiige et godt råd. Brug det, hvis du vil
Det er frygteligt at føle sig utilstrækkelig, at skulle være den der dropper ud fordi det hele bliver for meget. I dette tilfælde kan orlov muligvis være en god idé, men i så fald, hvis jeg var dig, ville jeg gøre semestret færdigt.
Du lyder som en fornuftig pige, som bare gerne vil finde ud af det. Og det forstår jeg godt. Jeg ved ikke om det er noget du kan bruge, men fordi jeg følte en vis lighed med dig/din situation, vil jeg mere end gerne lægge øre/øjne til dine bekymringer. Jeg ved godt vi ikke kender hinanden, og alt muligt formelt shit, men jeg har en blogger profil herinde, ligesom du, så hvis du vil kan du kontakte mig der.
Venlig hilsen og STOR SYMPATI fra
snothvalpen (Johanne)
PS. undskyld for kommafejl og sårn…
mvfr said,
maj 17, 2011 at 14:29
Hej Camomilla
Jeg har selv haft det meget dårligt, da jeg fandt ud af, at det studie som jeg var kommet ind på, og som jeg hele gymnasietiden troede var drømmestudiet, var et helt forkert valg.
Det er lykkedes mig at klare store dele af krisen selv, men det har også været en stor hjælp at tale med folk i mit personlige netværk. De kender én meget bedre end en tilfældig psykolog, og man slipper for følelsen af at være kommet ind i et stort behandlingsapparat (sådan ville jeg nok selv føle det).
Hvis ikke du føler, at du kan tale med din omgangskreds om det, kan du prøve at tale med studenterpræsten, hvis I har en sådan tilknyttet på SDU. I en reportage om studenterpræsten ved Københavns Universitet lod det til, at det også er muligt at tale om mere eksistentielle kriser, som Kasper også skriver i sit indlæg.
Held og lykke med det hele.
De bedste hilsner
MR
crimson said,
maj 17, 2011 at 17:09
Hej Camomilla
Jeg har selv stået i din situation, og jeg ved hvor frustrerende det er, at være for syg til at kunne klare det man skal, men blive dømt for rask til at have ret til hjælp
Jeg vil foreslå dig at ringe til Psykiatrifonden eller Sind. Efter min erfaring er de meget imødekommende, og de kan hjælpe dig videre med at finde tilbud, der kan hjælpe dig.
Masser af sympati og glade tanker herfra. Jeg håber du får det bedre snart.
Crimson
Camomilla said,
maj 17, 2011 at 19:14
Hej Johanne
Du har i hvert fald spot on i din sidste del af kommentaren. Jeg vil bare gerne finde ud af det og være glad. Men det er bare ikke lige at knipse med fingrene. I mit tilfælde synes jeg nu også, at mit humør skifter meget. Kan have en uge hvor jeg mere eller mindre kommer igennem hele følelsesregisteret og andre, hvor jeg mere eller mindre ligger i den ene ende af skalaen. Denne uge har været en god uge, jeg har været oven på, følt mig glad for tilfreds med min egen indsats (alt handler pt om eksamensopgave).
Men jeg vil absolut ikke hverken droppe ud eller på orlov. Nu føler jeg selv, at jeg er så tæt på målet, at hellere kæmpe med klør og næb (evt. skarpe albuer) for at komme igennem. Men det er klart nemmere at overskue en dag som i dag, end som den dag indlægget blev oprettet.
Er du kommet helt oven på igen?
dramaqueen said,
maj 17, 2011 at 20:52
Hej…
Kan se stort set alle har skrevet det samme, som jeg nu også vil skrive..
Jeg læser til sygeplejerske på mit 6.sem - og som folk nu har sagt i 1 år.. “du er snart færdig..” så ja.. - er jeg efterhånden ved at være færdig.. tudefærdig..
Jeg vendte tilbage fra sommerferie sidste år og måtte efter 1 uge, ringe grædende hjem og 1 døgn senere stod min mor i min lejl - og sammen gik vi op til min læge, som jeg har haft under hele min studietid - men dog alligevel begrænset kontakt, og hun tog en stille snak med mig, mens jeg sad og snøftede.. - vi nåede faktisk i fællesskab frem til jeg havde en begyndende depression, og hun ville, på trods af jeg ikke 100% opfyldte alle krav, gerne give mig tilskud til psykolog. - og gav mig mulighed for at jeg kunne komme til samtale hos hende, hver 14 dag..
Jeg fik der fra med fornyet håb - og da min mor havde været her et par dage, gik det hele egentlig meget godt.. - så jeg opsøgte ikke min læge eller psykolog..
Nu er vi i maj.. og jeg har tudet i 14 dage.. - det hele startede med at jeg pludselig skulle til begravelse, midt i min eksamens-opgave.. og bagefter dumpede jeg eksamen.. min 4.sidste eksamen.. - og der knækkede jeg.. Jeg har de sidste 4 uger kæmpet med min vejleders anbefaling om “syge-orlov fra studiet” og… Jeg vil bare ikke på orlov.. - jeg vil ikke stå tilbage efter 3½ års studie og se mine veninder blive færdig - og så selv stå og føle mig som en kæmpe fiasko…
Jeg bestod re-eksamen for 2 uger siden.. men.. det er kun gået ned af bakke lige siden.. Jeg troede det ville give mig et puste-rum.. men istedet går jeg grædende i seng, fordi… “jeg er ikke god nok..” og om morgen har jeg kvalme og ondt i maven, inden jeg kommer afsted.. - og jeg skammer mig virkelig.. - jeg synes det er så pinligt, at jeg sidder og har det så dårligt, når jeg ikke er fysisk dårlig som de patienter jeg ser hver dag.. - og på samme måde skal ingen se, hvor skidt jeg har det..
Så… nu tog jeg mig sammen… Jeg har kontaktet en akupunktør, for at se om det i sidste ende vil ku afværge medicinsk behandling.. for jeg ved godt inderst inde.. at gør jeg ikke noget nu.. så blir det “tvungen” syge-orlov om meget kort tid..
Jeg har været så langt ude, at jeg har grædt hele vejen på vej til studiet, men er alligevel kommet afsted.. men alligevel tør jeg ik spørge andre end min mor om hjælp.. - jeg ville ønske jeg var bedre til at spørge om hjælp, fordi jeg ved den findes.. og det er bedre at be om hjælp end at lade stå til..
Jeg ville bare ønske, at… der var bedre rådgivning / hjælp til studerende.. for jeg har personligt ikke overskudet til at “opsøge” hjælp ude i byen.. eller at sidde og tude foran flere forskellige fagpersoner, fordi de alle sammen gerne vil vide hvad jeg er ked af.. og vil især ik græde foran min vejleder - for så (tror jeg) at hun vil presse endnu mere på for orlov..
Men nu gir jeg alternativ behandling en chance..
snothvalp said,
maj 20, 2011 at 11:07
Ja, det fornemmede jeg også på din blog. Det synes jeg lyder godt, man bliver stærkere af at kæmpe, synes jeg, i sidste ende.
Tja, jeg synes jeg er ved at være rigtigt godt oppe af hullet, men det har også kostet tårer. Det kan nok ikke undgås. Men jeg vil sige, at det hjælper at have en ved sin side. Eller flere. Men jeg ville ønske jeg havde gået til psykolog under det hele, så mit råd til dig ville være at gøre det, hvis du kan komme til det. Det er fåkking dyrt..æv.
Men jeg ønsker dig alt det bedste, og krydser fingre!
Klem Johanne